Interview Danish

Q&A: Michael Geertsen // udstilling galleri specta // af Charlotte Jul // items.nu

A DIALOGUE WITH HISTORY er Michael Geertsens eksplosion af blandede arbejder, der alle på hver sin måde rammer nogle af civilisationens højdepunkter. Til denne udstilling er Grækenland omdrejningspunktet; græske vaser og græske urformer udsat for Geertsens historiske ragekniv og skulpturelle drive.

Hvordan arbejdede du med udsmykningen til The Victoria & Albert Museum?

​The V&A har en af verdens største keramiksamlinger – ja, nærmest hele civilisationens udvikling repræsenteret i ler. Faktisk består halvdelen af museets værker af keramik. Det daterer sig ml. 6-8000 år tilbage. Det er ret unikt og derfor var det oplagt at skabe en installation, der refererede konkret til museets historiske bagkatalog. Installationen har åbenlyse henvisninger til keramiske arketyper som fx en arabisk moskélampe, en middelalderlig stjertpotte og en vietnamesisk risvinsflaske.

Min grundidé er at vise, at modernismen som formskabt udtryk ikke kun hører hjemme i det 20. århundrede som en isme, men har karaktertræk, der går meget længere tilbage. Fx kan du finde modernistiske elementer i koreansk keramik fra 1400-tallet.

​​

Hvad betyder keramikhistorien for dit arbejde?

​Historien gør mig voldsomt ydmyg. Uden historien er vi intet. Trods alle vores moderne hjælpemidler, sad grækerne i bar … og drejede keramik, brændte det på bålet og fik et resultat bedre end jeg gør på min elektriske drejeskive og computerstyret el ovn. Historien tvinger mig til at gøre mig umage og giver mig et kvalificeret blik på mit arbejde. Når jeg går kunstnerisk på grund, bruger jeg historien. Bruger den substans og tyngde som historien gang på gang viser mig, den har.

​​

Hvordan arbejder du helt konkret?

​Alle de individuelle dele på mine unikaværker er drejet i hånden. Herefter forener jeg de forskellige elementer til et færdigt udtryk via håndkraft og mit blik for proportioner. Som regel har jeg en nogenlunde færdig idé inde i hovedet, men jazz’et improvisation er lige så stor en del af min arbejdsmetode. Mit trademark er blevet en skulpturel ophobning af keramiske elementer: kop, tallerken, urtepotte, underkop, tekande – hverdagens genkendelige brugskeramik samplet i et dekonstruktivistisk greb, der transcenderer dagligdagen og i stedet peger både tilbage i historien og frem mod nye fortællinger.

​Dit nyeste projekt tager afsæt i græske vaser. Hvorfor?

Grækenland er den vestlige civilisations vugge, og det har været interessant at zoome ind på en tid, hvor man ikke satte spørgsmålstegn ved formgivningen. ”En vase til opbevaring af olie? Jamen, den ser sådan her ud”. Jeg savner en mere refleksiv tilgang til formgivning. I dag er der ingen lovmæssigheder, ingen regler eller formelle krav, kun postulater - og alt kan stort set lade sig gøre. Den gammeldags forståelse af dannelse, synes jeg godt man kunne genopfinde. Videregive et lag af viden og historisk fundering, som man som udøvende kan stå på, for selvfølgelig kan du ikke genopfinde den dybe tallerken hele tiden. Det vil både være dumt og uambitiøst – for du når et pænt stykke videre ved at stå på skuldrene af erfarne formgivere, hvis du vel og mærke forstår at udnytte det til din fordel.

​​

De pæne græske vase angribes af dine moderne elementer. Er det en punktering af skønheden?

​Jeg har absolut ikke noget problem med skønhed. Jeg er ikke ude i et anti-æstetisk ærinde. Det interessante har været at tage udgangspunkt i de formelle græske vaser og trække dem over i vores tid og udsætte dem for modernistiske elementer. At finde ud af, hvad de græske vaser betyder for mig i dag ved at vride dem gennem mit system. Mit dekorative greb i denne sammenhæng er de påsatte gevir, dutter og dimser – at få de pæne arketypiske vaser til fysisk at rejse børster i et Axel Salto-ekko med modernistiske elementer i stedet for blot at bemale dem dekorativt. Den glatte industrielle glasur gør også sit til at skabe friktion mod den naturlige græske rødlers-finish.​​

Hvorfor bruger du guld og sølv?

​Guld og sølv er indbegrebet af vestlig dekadence. Jeg begyndte at arbejde med guld og sølv til en udstilling, der tog afsæt i den russiske konstruktivisme. Som en modpol til sovjetfolkets fælleskabsstemme, skreg guld og sølv af overflod og hedonisme med implicit amerikansk hadegave. To store ideologier fra det 20. århundrede forenet i ét objekt. Den tanke var fantastisk. Derfor arbejder jeg videre med guld og sølv som narrative elementer. Som opponenter til 1960’ernes hippieprojekt, hvor keramikerne med naturen som forbillede praktisk talt hev ler op af jorden og klaskede det på drejeskiven. I den optik er guld og sølv drillende elementer af dårlig smag. Det clash giver noget. At de metalliske spejlinger derudover skaber nogle helt særlige rum, når du går tæt på - som et rum i rummet - berettiger endnu mere deres eksistens.

​Er det et postmoderne projekt, at du sakser fra Japanske Dogu'er, Græske sortfigurvaser og Koreanske National Treasures og sammensætter dem i et dekonstruktivistisk kaos?

Ja! De japanske Dogu-figurer er nogle af de allerførste keramikværker og er over 10.000 år gamle. Efter at have afsluttet en serie af ’stående former’ fik jeg øje på slægtskabet. De spadserende ben, den menneskelige appel, de runde former. Det er sjovt at pege på, at det hele hænger sammen. Jeg tror ikke på, at udvikling foregår i skarptskårne ismer. Vi er tilbøjelige til at kalde ting for kunst, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til. Doguerne havde ikke nogen funktionel brugsret, men havde en høj immateriel og følelsesmæssig funktion. Det havde de også brug for i Japan for 10.000 år siden.

Det giver mening for mig at skabe værker, der går i dialog med historien i en nutidig optik. Mine værker rummer både det fysiske og skriftlige udsagn, fordi de historiske elementer trods alt er afkodelige. Men de står alligevel på deres helt egne ben i deres helt eget formsprog. Og det er vel i al beskedenhed min ydmygeste ambition: at blive en af dem, der får taletid i historien gennem mit arbejde.

​​

​​